Min gode ven og kollega, Fleming Dalsgaard, var så venlig at lave en lang og grundig anmeldelse af mine digte. For at undgå for meget hopperi frem og tilbage mellem digte og anmeldelse, har jeg valgt at lægge hans anmeldelse på i rå form.

Tak, min ven Flemming.

 

 

River rafting på hjertets røde flod.”

Sådan fristes man til at betegne Sophie S. Lamperts samling af digte.

For sådan er det med kærlighed: Man kastes i de vilde bølger, man oplever berusende øjeblikke, for i det næste at trues på glæden, lykken og selve livet.

Vi oplever den lammende, gennemborende smerte, vrede og en fryd, som kalder på de smukkeste gloser.

Digtene er generelt prægede af korte prosaformer, hvor klassisk versopbygning kun sparsomt dukker op. Det er i langt højere grad indholdet end formen, man skal hæfte sig ved. Man går forgæves efter sangbarhed og enderim. Det er mennesket bagved, der brager igennem med følelser, men også sarkasme og humor.

I disse kommentarer vil man finde masser af ros, men også en smule ris.

 

 

 

SVANENS DØD

 

Se, elskede

i den kridhvide svanes øje

gløden

- dén som gav livet videre

til dig

 

Et syn for guder

- da dens frejdige vingeslag

tegnede sig mod jordens tag

Se, elskede

på de stækkede vinger

blodet

- det liv som stille siver ud

af mig

 

Et syn for djævelen

- nu hvor vingers hvisken blødt

forstummer i blodets purpurrødt

 

...

 

Mit øje lukker sig stille

om synet af min elskede

som vasker sine hænder

 

Under billedet af svanen, der sejler på en sø af rødt, står digtet: ”Svanens Død.”

Man mindes Tjajkovskijs ballet og den dræbte svane fra Wagners musikdrama ”Parsifal.”

Vi kender alle svanen. Hvid, renhedens farve, men stænket med rødt vækkes vor afsky. Afsky for det skændige drab.

”Se – jeg er død!” Sådan taler digtet, og vi mærker klumpen i halsen. For der er ægte smerte bag dette digt.

Svanen flyver højt for dybt at falde. Så nævnes grunden til faldet. Følelsen af at blive svigtet og forrådt. Man mærker bebrejdelsen mod nogen. Men der er ingen trøst i at kende grunden. Svanen svigtede ikke, selv i døden. Den elsker endnu.

Vi kan ikke vurdere skyldsspørgsmålet, ej heller om svanen egentlig har trang til at hævne. Kun mærkes sorgen og tårerne.

 

 

 

 

 

 

TRO

 

Tro mod mig selv

fastholder jeg

retten til at

elske dig

 

Tro mod dig

giver jeg slip

så du kan leve

uden mig

 

Tro mod os

glemmer vi aldrig

vores sjæles forening

i et kys

 

I digtet ”Tro,” er der ingen desperation. Her hersker ”fornuften.” Men der er ikke megen glæde, kun en accept af det uundgåelige.

Formen er strammere med ens strofer.

 

 

 

 

 

 

 

ERFARINGENS RELATIVITETSTEORI

 

Jeg har levet

et helt liv

på dagen i går

 

Du har levet

et øjeblik

på alle dine år

 

Så du må tilgive

at jeg smiler

når du taler om erfaring ...

 

”Erfaringens relativitetsteori”

Det er måske første gang nogensinde, at ordet ”relativitetsteori” har fundet plads i et kærlighedsdigt! Og ens umiddelbare tanke er da også: Hvad i alverden er nu det? Her røber Sophie, at hun ikke kun er en følelsesladet kvinde. Hun har mere end intuition. Der er også skarpe tanker.

Man opdager hurtigt, at man må erklære sig enig i hendes tese: At en enkelt dag kan give større erfaring end et helt liv.

Havde nogen listet digtet ind i en samling af Piet Hein, tror jeg, at læseren umiddelbart ville godtage det som et Gruk.

 

 

 

 

 

 

DONOR

 

Jeg delte dit hjerte

du skamferede mit

 

Du bad om at heles

jeg gav livet for dit

 

For det måtte nødvendigvis

være mig

der var donor

 

”Donor”

Her lurer den onde forbitrelse. ”Skamferede” er ikke et smukt ord. Her er bebrejdelsen uden formildelse.

Digtet knytter an til kirurgien, hvor en donor giver noget af sig selv til transplantation. Ud over denne parallel, er der ikke store kunstneriske kvaliteter i digtet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

DU ER ALT

 

Du

Kyssede

Selve livet

Ind i mig

 

Først nu

Lever jeg

 

Først nu

Elsker jeg

 

Du er

Mit liv

 

Du er

Alt

 

”Du er alt”

Her er glæden og kærligheden tilbage! Digtet er meget enkelt, og kunne vel have stået i en ung piges poesibog. Enkelheden er en vigtig pointe. For den beskriver følelsen der kan gribe det elskende hjerte: At alt er helt simpelt: ”Jeg elsker dig!” Og der er ikke mere at sige!

Det er ikke avanceret lyrik. Men det er smukt i sin varme og glæde.

 

 

 

MELLEM LINIERNE

 

Jeg kryber ind i dit brev

Som handler om vind og vejr

Går mellem udsagnsord og tillægsord

Løfter nu og da et bogstav

Eller skubber dem blidt til side

Jeg hænger bollen over å'et på plads

Strækker mig for at nå prikken over i'et

Går søgende mellem alle linierne

For at finde dér hvor du siger:

 

 

'Jeg elsker dig'

 

”Mellem linjerne”

Her er noget vi kan genkende! Et brev – et med længsel ventet brev. Øjnene skimmer, men ser det ikke. Man begynder igen oppefra – hvor står det? Så sig det dog! Sig det eneste, jeg vil høre!

Et virkelig charmerende digt, der spreder glæde.

 

 

 

 

 

 

 

 

STJERNEREGN

 

Stjerner af hvidt

Daler langsomt

Blidt

Og stille

 

Jeg går igennem

Strålende lysglimt

Af stjerneregn

Uden at ænse kulden

 

For mine læber

Brænder stadig

Af dine kys

 

”Stjerneregn”

Her er et naturbillede. Og vi tror, at det handler om naturen. Men det er faktisk omvendt. For Sophie er i en limbo, hvor kun mindet om kyssene får plads i hendes tanker. Men dejligt, at hun har fundet kræfter til faktisk at levere et skønt naturmaleri. Så helt forblændet har hun nok ikke været. Og tak for det. For naturbilledet taler smukt til vor egen fantasi. Lad blot Sophie gå rundt i skoven med sin trutmund. Vi andre nyder de dalende snefnug med de skønne lysvirkninger.

 

KYS

Jeg kysser dit bryst

For derinde banker dit hjerte

 

Jeg kysser dine øjne

For i dem bor din sjæl

 

Jeg kysser dit skød

For derfra udspringer selve livet

 

 

”Kys” hedder dette digt. Og der bliver vist kysset igennem. Men en smule pikanteri skal der være plads til!

 

JEG ER ...

Jeg er styrken i et brændende blik

Jeg er længslen som vækkes af en let berøring

Jeg er stilheden der lægger orkanen til hvile

Jeg er gløden der tænder et bål

Jeg er uskylden i vores ufødte børns øjne

Jeg er empatiens uendelige hjerterum

Jeg er pulsen der besjæler dit hjerte

Jeg er dit sidste kys

 

Jeg er Vicky

 

Om digtet ”Jeg er”

”Vicky?” Hedder hun ikke Sophie? Nå – det er vist lige meget. Digtet antyder en ambivalens. Ikke i personen Vicky – hun synes helt determineret. Men i den sidste linje: ”Jeg er dit sidste kys.” Hvad menes der?

Et afskedskys? Er det det sidste kys, som hun får af sin antydede elsker?

De øvrige linjer beskriver en hel verden for et forelsket menneske. Der er endog børn på vej – altså en parathed til dem også. Hvis det forholder sig sådan, vil det sidste kys være bittert. Hun vil give ham alt. Og får igen kun et kys til farvel.

 

NEDRUSTNING

 

Med kærlighed som bælte

sensitivitet som brynje

og håbet som sko på mine fødder

drager jeg af sted

 

Med våben bortsmeltet af

længslens glød

kommer jeg dig i møde

blottet og uden skjold

 

Logisk så let det er

for dig

at gennembore mig

med bondeangerens sværd

 

(med inspiration fra Bibelen ...)

 

I digtet ”Nedrustning” antydes noget der ligner digtet ”Jeg er.”

Den totale parathed. Hun kommer ikke bag en brynje af jern, ikke bag et beskyttende skjold. Men helt åben og imødekommende.

Der er en overraskelse: For hun går ikke en fjende imøde. Hun møder en person, der står endnu svagere end hun selv. En der fortryder sin kærlighed. En der har tænkt efter. En der har byttet kærlighed med fornuft.

Et sådant forhold kendes fra virkeligheden. Det ligner julefrokostens ebrierede ”jeg elsker dig” som dagen derpå lyder: ”Æhhh, den var vist lidt høj i går!”

Godt beskrevet i digtet.

PROTESTEN

 

 

Jeg protesterer

 

mod bolle-å'et i Aalborg

mod faren og moren

mod rostbøf og majonæse

mod initiver og teorister

mod kommaer der mangler

mod fjel og mganler

mod forkert de-

lte linjer

 

for jeg vil have sproget udviklet

i stedet for afviklet.

Er det så indviklet?

 

I digtet ”Protesten” har vi forladt kærlighedstemaet. Det er et frustreret råb på seriøsitet og kvalitet.

Ingen stærke følelser, kun irritation.

Et flot digt, der kan stå alene og gerne citeres i sammenhænge, hvor sproget diskuteres.

Kunne passende stå trykt i en dansk grammatik som et lille krydderi.

 

 

 

 

PRÆMENSTRUEL

 

 

Som et femårigt barn

stamper du i jorden

når verden går dig imod

 

Med isnende kulde

fryser du mig ude

eller slagter mig med ord

 

Hvor jeg dog hader når du er

præmenstruel

- du, min elskede mand

 

I ”Præmenstruel” oplever vi igen irritationen. Det hjemlige skænderi afmales tydeligt. Men der er plads til forsoning.

Digtet skal nok minde om andre dage, hvor Sophies mand har ærtet hende med, at netop hun kan være præmenstruel. En lille hævn, som vi sympatiserer med.

 

 

 

 

 

 

 

 

TIMING

 

Med den rette timing

havde jeg været født

for tretten år siden

 

Med den rette timing

havde vi været frie

og ikke i lænker

 

Med den rette timing

havde symbiosen

været vores virkelighed

 

Timing er alt

uden den

forspildes chancen

 

Uha, et farligt digt! Man kan altid tænke sig, at livet havde været anderledes. Men skal man altid sige det højt?

 

 

 

 

 

 

 

FORSVINDINGSNUMRE

 

'KLIK'

kærligheden er død

'KLIK'

holder ikke af mere

'KLIK'

har aldrig eksisteret

'KLIK'

synes ikke godt om længere

 

Digtet ”Klik”

Jeg har længe haft svært ved at forstå det. Disse ”klik” - hvad menes der med dem?

Men lad os sige, at det er museklik. Digtet sætter mig også i tvivl på andre måder.

KLIK

Jeg har installeret en bombe

KLIK

Den springer om to timer

KLIK

Den er på tyve megatons

KLIK

Der er ingen mulighed for at standse den

 

Vi ser af det nye eksempel, at det væsentlige ikke er lyrikken, men indholdet. Den kyniske gerningsmand, der uden fortrydelse eller tvivl vil gøre noget, som ikke kan rettes op igen. Den type har sin egen psykologi. Ved bomber er det terroristen. Hvad skal man kalde ham i et ærlighedsanliggende?

Er det retfærdigt at sidestille de to personer? Jeg vil mene, at hvis et kærlighedsforhold bringes til ophør på den måde – hvis en afsked siges så kort, så røbes en stor kynisme. Men er det mon det, der er på færde?

Det tror jeg personligt ikke på. Den sure bebrejdelse er en stærk følelse, som skal ud. Men den er ikke poesiens smukkeste brændstof.

 

 

DOBBELTMORAL

 

Du siger, det er vigtigt at sætte ord på følelser

- men du taler ikke om dine egne

 

Du siger, man skal være ærlig

-men du lyver for dig selv

 

Du siger, at ingen skal rode med din hjerne

- men du roder med min

 

Du siger, du intet har at give

- men du gav mig min første rose

 

Du siger, du er en taber

- men du har vundet mit hjerte

 

 

”Dobbeltmoral”

Her er der helt andre boller på suppen! Alle disse modsigelser er rent ud geniale!

Strukturelt er digtet ganske enkelt, men indholdet er pragtfuldt og rigtig godt fundet på. Her røber poeten sit store forstående hjerte.

 

SORTE PERLER

 

Jeg ser dine fejl

som små sorte perler

Jeg samler dem på snor

og lægger dem i mit smykkeskrin

 

Så herfra ser de nu ok ud ...

 

”Sorte Perler”

Her er igen forståelsen og tilgivelsen i højsædet. En positiv vilje. Den der tilgiver let, får selv tilgivelse.

Digtets sidste linje bør stryges! Den river os ud af stemning og vulgariserer poesien. Væk med den!

”OK” – den er ikke god.

 

Jeg ser dine fejl

Som små sorte perler

Jeg samler dem på snor

Og lægger dem i mit smykkeskrin

Hvor samler du mine?

 

Bare et forslag.

 

 

 

 

 

GÆSTEN

 

Værsgo' kom indenfor

Bare behold skoene på

Det tager jeg ikke så nøje

Jeg har hentet brænde og tændt op i pejsen

Jeg håber her er tilpas med varme

Læg nu endelig overtøjet,

sæt dig i den magelige sofa

og gør dig det behageligt

Så kommer jeg straks med lidt godt så vi kan hygge os

Lad som om du er hjemme og smid fødderne op ...

Vil du have en ekstra pude,

eller er der andet du mangler?

- så henter jeg det.

 

Og bliv dog lidt længere ...

 

”Gæsten”

Åh, hvor sjovt! Hvem der dog var gæsten her!? Er det mon ironisk? En snyltegæst, der føles som en nål i bagdelen? Eller er det ærligt ment?

Det kan vi jo ikke vide.

Det er ikke klassisk poesi, men en morsom fortælling. En ren fornøjelse at læse.

 

 

 

 

PARADOKS

 

Prikken over i'et er blot en

Prik

 

”Paradoks”

Jo da. Vi fremhæver prikken over I’et som var det noget særligt og stort. Faktisk det vigtigste af det hele.

Men det er det jo ikke. Den er kun den lille detalje, der giver den sidste finish.

Ultrakort filosofi. Det vigtige er ikke digtet, men de tanker vi gør os ved læsningen.

 

 

BEVARET

 

Svimmel

Beruset

Ser jeg dig

Indfange mig med

Blikket

Kroppen

Og opsluge mig

Bjergtage mig

Med brændende hud

 

Intense

Heftige

Kys af længsel

Nulstiller mit sind

 

Overrasket

Befriet

Ser jeg dig

Forløse mig i

Kaskader af

Stjerner

Krystaller

Og berolige mig

Fortrylle mig

Med opmærksomme hænder

 

Varsomme

Omsorgsfulde

Kærtegn af håb

Vækker min krop

 

Bevaret

For evigt

Glimter du

I mine øjne

 

”Bevaret”

Her er det: Det ægte og smukke. Total overgivelse. Følelsen forløses glimrende i digtet. Linjerne er ultrakorte. En bøn om, at man vil læse langsomt. Og det fortjener digtet også!

 

 

 

HAVEN

 

Besøg min have

 

Se mine roser som er i knop

Mærk de fløjlsbløde marker

og gå på besøg i dale og bakker

 

Følg de kurvede sving

til du ender ved kløften med de friske kilder

som altid springer

 

Dér skal du smage kildens forfriskende vand

og lægge dig til hvile

 

”Haven”

Mon ikke ”Højsangen” spøger i baggrunden her?

Dette digt inspirerede denne anmelder til sit eget beskedne ”Geysir.”

Digtet er en let gennemskuelig metafor. Og hertil er der kun at sige: Nyd det!

 

 

 

 

 

SPIREN

 

Et frø er lagt i jorden, og spirer lig' så småt

Kimen til et venskab, som er både varmt og godt

 

Når det først har spiret, vil det vokse stort

Det må ha' vand og pleje, så det ikke visner bort

 

Jeg ved hvor smukt det bliver, når det får lov at gro

Det kræver at man giver, og viser det sin tro

 

Hvordan sku' jeg ku' trampe på, og ødelægge det?

Jeg kan se det voksent, så smukt et syn at se

 

Så tramp ej på vor spire, og hav tålmodighed

Vort venskab er for evigt, og vil gi' sjælen fred.

 

”Spiren”

Her er ikke kun indhold, men også formen vigtig.

En dejlig rytme at læse i. Er det ikke som om formen kun bliver mulig, når følelserne beherskes en smule? En smule koldblodighed er nødvendig. Resultatet er ganske glimrende. Dog kan der måske arbejdes en smule mere for at få rytmen helt på plads.

 

 

 

 

 

DIG

 

Når det er sommer

Når solens stråler rammer min krop

Mens jeg ligger på stranden

Udstrakt på maven

Med hovedet på siden hvilende på den ene håndryg

Mens jeg kigger med halvt lukkede øjne på den anden hånd

Hvis fingre glider gennem det varme sand

Og trækker kløfter

Laver bakker og dale

Igen og igen

Mens jeg lytter til de sagte skyllende bølger

Som jeg næsten kan nå

Hvis jeg ville række ud

Men jeg vælger at blive liggende

Til de selv fanger mig

Og forsigtigt vil kærtegne min krop

Med små krusninger og bobler

I en stadigt pulserende rytme

Som beroliger mit hjerte

Og får mit åndedræt til at blive tungere

Så jeg til sidst sukker af velvære

Så tænker jeg på dig

 

Når det er efterår

Når bladene langsomt gulnes og rødmer

Og de falder til jorden

Med en zigzag glidende bevægelse

For at lande foran min fod

Mens jeg går i skoven

Sparkende til bladene

Og nyder den knitrende, susende lyd af dem

Mens vinder rusker

Og fejer bladene bort for derefter

At lægge dem tilbage igen

Eller blæse dem ind i mit ansigt

Mens jeg skutter mig

Og kryber lidt sammen

Fordi kulden starter den fineste gåsehud

Fra benene op under frakken

Til mine brystvorter som bliver hårde

Og minder mig om

At det er dejligt at være i live

Selv om det regner

Blæser og er gråvejr

Og jeg bliver sjaskvåd

Så tænker jeg på dig

 

 

Når det er vinter

Når himlen får et gråhvidt skær

Af en dyne af sne som daler stille ned

Og maler alt i lysets farve

Som er skinnende hvidt

Med regnbuens farver

Hvis solen skinner i krystallerne

Som altid opstår på ruden

Og som jeg sidder og studerer

Mens jeg tænker over at der ikke er to ens

Mens det vælter ned med mere sne

Der formes i driver af vinden

Og lægger sig trygt til hvile

I hjørner og op ad huset

Som er lunt fordi pejsen er tændt

Og jeg hører det knitrer fra den

Mens jeg retter på tæppet over benene

Og nipper af den varme te

Og overvejer at fortsætte med bogen

Som ligger slået op med ryggen opad

På bordet ved siden af sofaen

Hvor jeg ligger henslængt

Så tænker jeg på dig

 

Når det er forår

Når det sidste sne har trukket sig

Og jorden blottes

For at fremvise de spirer

Som allerede lå parat under sneen

Og som nu længes efter at strække sig

Og udvikle sig til vintergækker og krokus

Som havens fugle hakker i

Især i de gule

Fordi de også elsker den lyse tid

Som får min sjæl til at strække sig

Og snuse luften ind

Som jeg havde glemt hvor frisk den er

Mens jeg lukker øjnene

Og læner mig lidt tilbage i stolen

Op ad den mur hvor der er læ

Og hvor solen kan ramme mit ansigt

Mens jeg lytter til forårstravlheden

I haven hvor jeg sidder for første gang

I så lang tid

Med åben jakke

Så solen igen kan varme sjælen

Så tænker jeg på dig

 

 

”Dig”

Det kunne også hedde ”årstiderne.” Men poeten vil fremhæve pointen: At hvad end året bringer af herligheder, så er ”dig” en lysende stjerne, der forskønner alt andet.

Kunstnerisk er det nok samlingens hovedværk. Der afmales en lang række ting, som har betydning for os i det store og det små. Der nævnes en lang række ting, der i sig selv kunne drage vor opmærksomhed. Ting der er noget værd. Men der er ikke noget at stille op. For alt træder i baggrunden for at tænke på ”Dig!”

 

FORVANDLINGEN

 

Jeg er alene.

Jeg afklæder mig natten som et slør..

Lader det glide på gulvet uden en lyd..

Der er kun min nøgne krop tilbage i rummet - på en seng der beklager sig og ømmer sig..

Det har været en hård nat og den trænger til at strække sin madras og rette fjedrene ud..

Min pude prøver at fiske sine fjer op af den sø af tårer det regnede med i nat..

Og døren står på spring til at smække sig op på vid gab så jeg kan få frisk luft ind..

Vinduerne kigger sørgmodigt på..

Afventende den første bevægelse..

Så kommer den første kuldegysning der rejser de små hår..

Jeg ryster let..

Jeg vil ikke se morgenen i øjnene..

Og kulden i rummet beslutter sig for at puste lidt på min mave for at puffe til mig..

Og dette næste kuldegys får min øjne op for verdenen..

Jeg blinker for at få billedet rigtigt på plads..

Det er det samme som i går..

Det tredje pust på maven overtaler mig..

Jeg sætter mig op med et spjæt og svinger benene ud over sengekanten..

Kulden har gjort sit job..

Madrassen kommer med sit første suk..

Det gør godt at strække fjedrene igen..

Jeg rejser mig og lader den få fred for mig..

Og den sukker taknemmeligt igen..

Gulvet ømmer sig og undrer sig over at det har morgenvagt i dag..

Det er da lørdag?

Men det støtter alligevel hvert af mine skridt på vej til vinduerne, som prøver at give mig et klarere blik ud til verden udenfor..

Måske lige nok til at give mig glød i kinderne og liv i øjnene..

Selv et solstrejf prøver at lokke smilet frem på mine læber..

Mine øjne ændres langsomt og nattens sorte slør forsvinder fra dem og erstattes af solens stråler og skinner snart om kap med lyset udenfor..

Og varmen fra solen breder sig ud over min stadig nøgne krop..

En krusning i mundvigen er det første tegn på det stille smil der snart vil ses på mit ansigt og sende små lykkelige bølger gennem min krop..

Jeg ser livet og ånder det ind dybt i mine lunger og sukker..

Mine hænder glider ned over min krop som nu er mere i live..

Min seng har strakt sig færdig..

Min pude har tørret de sidste fjer..

Vinduerne smiler side om side..

Og døren ser nu ud til at ønske mig velkommen på den anden side..

Jeg går stille derhen og åbner..

Jo, der er dejligt - dér på den anden side..

 

”Forvandlingen”

Om det er lyrik eller knækprosa er nok temmelig ligegyldigt. Det er ikke væsentligt.

Det er en beskrivelse af en morgen. Det kunne være enhver morgen, præcis ligesom de andre morgener.

Vi kender det vel alle, men få af os får beskrevet det så blændende flot som her. Her røbes en fantastisk kombination af nuancer i menneskets opfattelse af sig selv. Puden sejler i tårer. Så ved vi det! Hun er heller ikke en fjerlet sylfide. Med grænseløs selvironi lader hun os forstå, at hun faktisk er ret fed. Madrassen har lidt natten igennem men er nu glad igen, hvor hun er stået op. Men gulvet sukker over at overtage byrden efter nattens fred. Overraskende humor midt i sorgen. Men hvorfor skulle man dog ikke gøre grin med sig selv? For smerten ved sådan selvkritik kan alligevel ikke måle sig med den smerte, der er årsagen til tårerne på puden. Hvordan hun finder styrke til at imødegå den nye dag med mod og lyst er ikke let at fatte. Men det ser jo ud til at lykkes

 

FORFØREREN

 

Irritationen

Skælden ud over

Uretfærdighed

 

De råbende øjne

Sarkasmen

Besvarelserne som

Mærkes

I luften,

Bliver hængende,

Fortykkes

 

Smashene over nettet

Trangen til at vinde

Og til at tabe

 

Pulsen - dunk, dunk ..

Små svedperler

Hænder der vrides

Kriblen under huden

Holdes sammen af

Langsomheden,

Stædigheden,

Vedligeholdelsen.

 

Pludseligt!

Noget drages

Forskrækkes

Ulmer og knitrer

Mere puls - dunk, dunk ..

Begyndende

Besvær med åndedrættet

Kvalmen

Drivkraften - fremad, fremad ..

Nej - mm - vil ikke!

Mere fart på

Rotationen, svimmelheden,

Vil af!

Holdes fast,

Centrifugalkraften.

Dunk, dunk, dunk

Nnnggghh! MMnngh!

Fortvivlelsen

De røde lys

Bristepunktet

RØDT! Stop dog!

Bremsen?

Speederen!

Overskridelsen.

POW!

 

Stilheden

Svæver i det fri.

Sukkene.

Befrielsen.

 

 

”Forføreren”

 

Lad mig straks foreslå, at ordet: ”Vedligeholdelsen” erstattes af ” Vedholdelsen”

Er det ikke snarere det, der menes?

Men det er en bagatel.

Her har vi et digt af en ganske anden slags. For her skal vi hvæsse forstanden på en anden måde. Vi skal ikke granske vort sind for at fatte, hvorfor der er disse følelser i digterens sind. Vi skal prøve overhovedet at fatte, hvad der sker!

Digtet kunne være en udkrystallisering af en begivenhed i en spændingsroman. Under skrivning af en roman kan en episode martre os sådan, at stoffet også må behandles på en anden måde end den oprindelige prosa.

Men digtet kan også være en (håber jeg) poetisk skærpelse af noget selvoplevet.

Vi har set det på film. Et ar de inviterede par har røbet et pres under party’et. De fleste gæster har ignoreret det, men det aktuelle par er ud på aftenen kommet sådan op at toppes, at deres hjemtur ender tragisk.

En af genrens stærkeste repræsentanter er filmen ”Hvem er bange for Virginia Wolf?” Med Burton og Taylor. Her udpensles forbitrelsen virtuost.

Virtuost er også dette digt!

 

 

 

 

 

HELBREDSTJEK

 

Hvordan har du det?

Jo tak, det går fint ...

 

... jeg kan ikke sove om natten

og jeg har mistet evnen til at koncentrere mig

jeg har en underlig fornemmelse i kroppen

både i maven og i armene

og og og .. og lige hér

Jeg føler mig syg

Jeg har nerverne uden på tøjet

Og mine kinder blusser

Feberen ses i mine øjne

Jeg gløder ...

Der sker ting med min krop

Ting jeg ikke vidste, kunne ske

Og dog

Måske havde jeg bare glemt det?

Men det skete så pludseligt

Og jeg vil helst ikke indrømme det

Jeg er i chok

Og i vildrede

Hvad sker der med mig?

Hvem er jeg?

Er jeg en anden end den jeg troede?

Svar mig, hjælp mig ...

 

Nå, men så er alt jo godt.

 

”Helbredstjek”

 

Her er vi på hjemmebane. Det går ad helvede til, men vi får ikke rigtig sagt det. Dels fordi det er svært at få det ud og dels, fordi den der spørger egentlig er revnende ligeglad.

Kvindens lidelser har ikke altid noget med kønsrollerne at gøre. Og dette digt behøver heller ikke at have noget med det at gøre. Men jeg vil alligevel anbefale bogen:

”Store mænd og syge kvinder” af Lise Ehlers. Den er interessant.

Digtet er satirisk og yderst rammende.

 

 

HUNKAT

 

Jeg holder op med at smile

Det gi'r kun problemer

 

Der sidder de på rad og række

Hundehvalpene

Med tungen ud af halsen

Savlende

Logrende

 

De er jo søde sådan nogle

Man smiler helt automatisk

Og så bliver man gode venner

Nårh ... lille vuf ... ka' du gi' pote?

 

Og det kan de sgu!

 

Men før eller siden

Gi'r de sig til at gimpe op ad benet

Og lette ben op ad dig

 

Så jeg holder mig væk

Jeg foretrækker katte

Også selv om de er for selvstændige

 

Og jeg smiler aldrig mere

 

”Hunkat”

Man skal nok være meget tykhudet for ikke at gennemskue metaforen. Beskrivelsen af mænd der sætter elskovsglæden over værdigheden er godt ramt. Det er heteroseksualitetens ironi: Mænd og kvinder skal elske hinanden. Men alligevel ikke rigtigt. Selvrespekten og værdigheden må ikke bøje sig for forelskelsen. Nogle magter det. Andre ikke.

 

 

 

 

 

 

 

JABBA - DABBA - DOOH ...

 

Er vi tilbage i stenalderen?

Et enkelt gok i nøden og så er hun vundet ...

Er I naive eller hvad?

Står der i pels og spiller med musklerne ...

HA ... I er rent til grin!

I er et skuespil

Og I ved det ikke.

Men vi følger Jer nøje

Når I står og grynter

Og buldrer med næverne på brystet.

Uden I ved det

Tager vi Jer i næseringen

Og fører Jer rundt i manegen

Og I vader lalleglade efter

Lige som vi vil ha' det.

Vi manipulerer

Og lader Jer tro I er noget

At I er vigtige

For så har I det bedst.

Så smiler vi lidt

Så I også bliver lykkelige.

Det er herligt

I opdager aldrig

Hvem der egentlig bestemmer ...

 

”Jabba – Dabba – Dooh”

 

Her er vi i samme genre. Med brask og bram!

Alligevel er digtet på en måde modsætningen til ”Hunkat.”

For her beskrives mænd, der ikke er logrende hunde. Disse mænd er stik modsat! De respekterer sig selv og har høje tanker om deres egen værdighed.

Heller ikke den slags mænd finder nåde for digterindens øjne. Den dame er nok lidt kræsen?!

Digtet er vanvittig morsomt!

 

 

 

EN SUR KÆLLING

 

Hvad er en sur kælling?

Hvordan opstår hun?

 

En kvinde der ikke får den respekt hun fortjener

En kvinde som elsker meget, men får det halve tilbage

En kvinde der føjer sin mand

En kvinde med forventninger og håb

En kvinde med en mand som giver i vest, når hun ønsker i øst

En kvinde som forkæles med unødvendige ting

En kvinde som er romantisk

En kvinde som virkelig elsker

En kvinde som ønsker tid

En kvinde som misforstås

En kvinde som er træt af at længes

 

Og de råber efter hende:

"Hold kæft kælling! Gå dog hjem!"

 

”En sur kælling”

 

Her serveres kvindens frustrationer over heller ikke selv at kunne passere nåleøjet.

For også hun har prøvet at gøre alt for at være manden tilpas. Hun har prøvet at være den værdige dronning og den logrende killing. Og hun lønnes uretfærdigt med titlen: ”En sur kælling.”

For manden er lige så kritisk som kvinden.

Her har vi de to ovenstående digte i den modsatte version. Flot at digteren også kan se sagen fra den anden side.

 

 

RYGTESMEDENE

 

Jeg er GAL!

RASENDE!

Hvad fanden er det, I tror I ved?

RYGTER!

Det er hvad det er

Men I vil gerne ødelægge

MIT LIV

Hvad fanden bilder I Jer ind?

Ku' det tænkes,

At én blev forsmået,

At én tabte?

Ku' det tænkes,

Sådan én ikke ku' tåle det?

Men nej,

I vil hellere tro RYGTET.

Det er meget mere spændende

Skide være med følgerne.

Det er jo kun

En piges liv.

Hva' så?

En fra eller til

Og hun er jo selv ude om det

Hun smiler jo, se selv!

Det er ikke til at tage fejl af

JO FOR FANDEN!

Det er lige dét det er

 

”Rygtesmedene”

Bravo! Sådan!

Rygter og sladder får læst og påskrevet, og det er gjort fremragende.

 

 

 

 

 

 

THE HUNGRY WOLF

 

Hun sidder dér

Med sin øl og sin telefon

Holder smukt på cigaretten

Ryger på den lidt ...

Hun sidder alene

I sit pæne tøj

Venter ...

Venter på at noget sker

Måske er det i dag?

Hun smiler ikke

Ser lidt sørgmodig ud

Hvorfor ringer telefonen ikke?

Hun tager den

Taster et nummer

Taler lidt

Og sidder så atter dér igen

Hun ved ikke

At alle kan se det

At hun mangler noget

Spænding

Romantik

Og at hun hungrer efter det

Og det er lige netop derfor

Hun ikke får det

 

 

”The hungry wolf”

 

Endnu et eksempel på livets uretfærdighed. Alle må gerne ønske sig lykken. Men viser man det åbenlyst, koster det værdigheden. Så har man solgt ud. Og man bliver holdt ude. Andre ser det, men de kan ikke møde hende med åbne øjne. De må slå øjnene ned og se væk. Og smile overbærende.

Det er derfor mænd går på bordel. Drop forførelsens og godkendelsens bullshit. Der kan betales, hvor man får valuta for pengene. Uden at skulle vurderes og eksamineres. Han gider ikke mere anstrenge sig for at være god nok. Hans penge er gode nok.

Digtet er en skarp iagttagelse af noget, der hører livet til. Den ensomme kvinde på et værtshus har gennem årene appelleret til rigtig mange forfattere og filmmagere.

 

 

SUPPEDAS

 

Til denne ret skal bruges:

 

1 stor gryde med små ører

Lige dele skyld og uskyld

1 brugt julefrokost

2 kg godt gennemtrampet spinat

30 stikpiller

Et par opkald fra 'ukendt nummer'

Lidt intriger

Masser af løgne

En knivspids mistro

Evt. en torn i øjet

Sydesalt

 

Salten gnides i såret

Kog det hele under kraftig omrøring så længe som muligt

Hæld rigelige mængder benzin på bålet

Servér skoldhed

 

Dagens ret er hermed færdig:

Jalousi-suppe!

 

Der kan efter indtagelse forekomme en del sure opstød, som evt. skal tages med et gran salt

 

Velbekomme!

 

”Suppedas”

Til sidst skal denne champagneprop springe!

Hold da op, for en vidunderlig gang ”TV-køkkenet!”

Det er helt suverænt og hylende morsomt!

Det var så en amatørs gennemgang af Sophie S. Lamperts digte. Det er ikke en lærd anmeldelse, men en lægmands refleksioner.

Det er fremgået, at bortset fra enkelte uheldige detaljer, er der tale om en gedigen samling moderne digte fra en brændende sjæl. Ikke alt kan passere nåleøjet til det lærde parnas, men vi får præsenteret et elskende og lidende menneske, der skiftevis kysser og græder.

Og den oplevelse er god at have med i bagagen.

Med venlig hilsen

Flemming Dalsgaard