Det Velopdragne Barn

0 år

 

Mit skrig hører op i det øjeblik, jeg ser dig første gang, mor. Jeg kigger på dig med blå øjne. Du har ventet 13 år på dette øjeblik, og du smiler lykkeligt til mig, som jeg ligger der, blodig og slimet, på dit bryst.

Jeg ved det allerede, mor. At vi to hører sammen. At du vil være der for mig altid og passe på mig. At du elsker mig, og at jeg vil elske dig, altid.

 

1/4 år

 

Du ved, du skal passe godt på mig, mor. Jordemoderen sagde det jo til dig: ”Hende skal de passe godt på, frue.” Og du lyttede til hende. Jeg får aldrig lov at græde ret længe ad gangen, før du tager mig op til dig. Du smiler og vugger mig, og synger Elefantens Vuggevise for mig. Og jeg falder til ro i din omsorgsfulde favn.

 

1/2 år

 

Jeg er vokset, mor. Kan du se det, mor? Jeg ligner lidt Michelinmanden, så mange folder har jeg. Jeg er også ret sulten. Eller måske er jeg slet ikke så sulten? Men jeg bliver så stille, når du giver mig den gode søde semulje grød. Jeg holder helt op med at græde.

Jeg elsker den, mor. Ligesom jeg elsker dig. Og så nyder jeg bare at vugge lidt i min siddestol. Så kan jeg sidde der og se i dine øjne, mor.

Og du laver alt mulig sjov med mig, så jeg griner. Kilder mig på maven, så den hopper.

Og far, han filmer det hele, mor. Se, vink til ham.

 

1 år

 

Jeg spejder efter dig, mor. Hvor er du mon henne? Jeg griber fat i nettet som omgiver mig og prøver at rejse mig lidt op. Måske er du i køkkenet?

Jeg er vist begyndt at kravle lidt for meget rundt. Det må du undskylde, mor. Det var heller ikke med vilje, at jeg greb din yndlingsvase, så den røg på gulvet og gik itu. Men mor, du holdt så meget af den, og jeg ville bare lige smage, om den smagte lige så godt som den grød, du laver så godt. Jeg tænkte, den måtte være god, når du holdt af den.

Du blev så vred, mor. Du græd også lidt. Det stak indeni mig. Jeg har ikke set dig sådan før. Heldigvis elsker du mig, mor. Og nu sidder jeg her, så det ikke sker igen. Jeg kan ikke kravle så langt, men her er alt, jeg har brug for.

Mor, er du der?

 

1 1/4 år

 

Jeg ved ikke helt om jeg tør, mor. Du ser så ængstelig ud, hver gang jeg forsøger at rejse mig op på mine ben. Så jeg sætter mig ned igen. Du ser ud som om det er meget farligt, og jeg ved at jeg kan læse i dit ansigt, om det er en god idé.

'Ih nej, pas nu på' siger du så ofte mor, mens du holder på mig og skærmer mig fra fald. Men mor, jeg kan godt. Eller, det troede jeg da?

Du må ikke være bange, mor. Jeg skal nok vente lidt, til du er klar. Jeg elsker dig jo, mor.

 

1 1/2 år

 

Jeg er træt af at holde i den lillefinger, mor. Nu er jeg altså ude hos farmor og farfar, og onkel er her også. Og jeg skal bare lige hen til klaveret. Jeg slipper nu mor. Se mor. Jeg går selv. Jeg kunne godt. Og alligevel ser du ikke helt begejstret ud?

Men far filmer det. Min første gåtur alene. Far tror på mig. Jeg kan godt, mor.

 

2 år

 

Mor, jeg kan godt lide at være fin. Men de der pyntetrusser, du giver mig på. De strammer altså. De laver dybe mærker i mine lår, og det svider også lidt. Jeg er ikke så glad for dem. Men du ser så glad ud, når jeg får dem på. Flæser er nu også pæne. Og vi skal spare. Pengene er små, og far må tjene dem alle sammen.

Hvor er han egentlig, far? Jeg savner at se ham. Han er nok uden for i haven, eller hviler han på sofaen?

 

3 år

 

Du ser lidt skuffet ud, mor? Det kan godt være at legetøjet var for dyrt, men æsken, mor. Den er bare så fin. Og jeg kan gøre alt mulig med den. Den kan blive til lige præcis det, jeg vil have den til. Jeg parkerer lige trælegetøjet her. Tak for æsken, mor og far.

 

4 år

 

Du må undskylde, mor. Jeg skal nok lade være at larme så meget. Jeg kan godt se, du sidder og læser.

Men jeg ville bare lige vise dig den tegning, jeg har lavet, og se, jeg har selv skrevet mit navn på den. Lige som far og du har lært mig. Jeg vil så gerne lære alt muligt, og derfor spørger jeg så meget. Jo mor, jeg kan godt forstå, du bliver lidt træt af det. Jeg skal nok lege stilleleg. Du kan jo også se den i morgen, mor.

På tegningen står der også, 'jeg elsker dig, mor.'

 

5 år

 

Mor, gid du ville lege lidt med mig. Jeg kan ikke huske, hvornår du sidst har gjort det. Men der er også så meget, du skal have læst, mor. Jeg kan godt se, at det er vigtigt. Både Familiejournal og vigtige blade, som fortæller hvordan man gør alting rigtigt og aldrig forkert. Og du skal jo også lære mig alt det, jeg ikke selv kan læse endnu.

I det mindste læser du for mig, inden jeg skal sove. Og du fortæller mig, hvordan jeg kan gøre dig ked af det, hvis jeg ikke lytter til dig.

Jeg skal nok høre efter, mor. Du skal være lykkelig, mor.

Men du må godt lade døren stå på klem.

 

6 år

 

Gid jeg måtte være lidt længere oppe, mor. Det du ser i fjernsynet lyder ret spændende. Og jeg kan ikke sove alligevel.

Jo, det er min sengetid. Men jeg ligger bare og vender mig og tænker på, hvorfor du ikke taler så meget med mig. Er jeg kedelig, mor? Jeg kan ikke rigtig få din opmærksomhed mere. 'Ikke lige nu, kan du ikke se, at jeg er optaget,' siger du uden at tage øjnene væk fra fjernsynet. Jo mor, undskyld. Men så kunne jeg jo bare ligge her og se med? Eller kigge på dig, for du er så smuk mor, selv med den skarpe rynke mellem brynene.

Og nu mor, jeg synes altså, jeg kan se noget mærkeligt i mørket. Det skræmmer mig. Mor! Mor! Men du kan vist ikke høre mig mor. Og nu har jeg tisset.

 

6 1/2 år

 

Hvor er det sjovt at være til fest med dig, mor. Jeg er helt ivrig. Jeg hopper op og danser, og hiver i dig for sjov. Men du snubler og rammer mandens albue. Lige ved dit øje. Nu er du vred, mor. Dine øjne lyner, og du skubber mig væk. Du taler ikke til mig mere den dag.

Det var bare for sjov, mor. Mor?

 

7 år

 

Mor, jeg skal i skole første gang. Det er så spændende. Og skræmmende.

Du har fortalt mig, hvordan du altid måtte stå forrest i rækken, fordi du var den mindste. Jeg er også lille. 'Men du skal bare slå fra dig, hvis nogen generer dig,' siger du. Min seje mor. Jeg skal nok huske det, mor.

 

7 1/2 år

 

Mor, det er ikke helt som jeg forestillede mig det. Der er så mange børn i klassen, og de råber så højt. Jeg kan ikke lide de mange lyde. Jeg er jo vant til fred og ro, og dig mor.

Jeg tør ikke rigtig lege. Hvad nu hvis de vil lege noget med krig? Det er jo forkert, mor. Jeg bliver så forvirret af alle de indtryk. Jeg kan bedst lide at lave noget alene, ligesom jeg plejer. Lege med ler eller bygge noget.

Jeg tager en figur med hjem til dig, mor.

 

8 år

 

Det er ikke svært at gå i skole, mor. Jeg har fingeren oppe hele tiden, for jeg ved lige hvad svaret er, hver gang. Men de andre ser så sure ud. De snakker ikke så meget med mig. De skuler mere. Jeg ved ikke helt hvorfor. Men jeg må hellere lade være at sige så meget. Du kan jo heller ikke lide, når jeg snakker så meget, mor.

Jeg vil lege stilleleg.

 

8 1/2 år

 

Du ligger og sover, mor. Gardinerne er rullet ned, som de er et par dage hver fjortende dag. På køkkenbordet ligger din kalender med krydser for alle de gange, du har migræneanfald. Jeg kender alt for godt æsken med Gelonida. De er sjove at pille ud og stable. Far tager dem også af og til. Jeg er ked af, at du har haft det sådan, lige siden du fik mig.

Bare du kan elske mig alligevel, mor.

 

9 år

 

Du spørger mig hele tiden, hvordan det er gået i skolen, mor. Vil du ikke bare lade være? Jeg er så træt, mor. Hver dag er der så meget, jeg skal tage stilling til. De andre larmer og driller. Jeg kan ikke tale med dem, jeg må ikke lege med, og jeg kan ikke følge med når de løber rundt. Jeg vil også hellere læse og lave mine lektier. De er hurtigt lavet. Så kan jeg tale med min veninde. Hun er sød, selv om hun kommer fra et andet land langt borte.

Men jeg orker ikke at fortælle dig om det, mor. Mit hoved er fyldt.

Jeg er også lidt forelsket i en af drengene. Og en af pigerne har sladret. Men jeg har lært af dig, hvad jeg skal gøre, ikke mor? 'Hvis de driller, så gør selv grin med det, så holder de op.' Nu skriver jeg vores navne i hjerter på tavlen. Og nu smiler de kun. Og hvisker.

 

10 år

 

Du har talt med mine lærere, mor. Jeg skal på hyttetur, og de er nødt til at vide min hemmelighed. De skal jo kunne hjælpe mig. Men jeg er så flov. Hvorfor sagde du det, mor? Ingen måtte jo vide det.

'Husk nu at få tisset af, vi skal på en lang tur,' siger lærerinden, og de andre kigger undersøgende på mig. Jeg sænker blikket og rødmer. Og går på toilettet.

Senere glemmer jeg at trække gardinet for, da jeg skal skifte tøj. Udenfor står de andre og griner, også drengene. Også ham.

 

10 1/2 år

 

Jeg var sej i dag, mor. Vi skulle besøge min venindes storesøster i hendes klasselokale. Hun var der ikke. Men det var alle drengene, fra ottende. Jeg kunne mærke det på dem. De ville have fat i os, hive os ind i lokalet. Og ham der tog fat i mig, ham sparkede jeg over skinnebenet så han faldt. Det så sjovt ud, så jeg smilede. Så blev han sur. Mine veninder stak af, men drengene stod rundt om mig. Jeg måtte ikke kigge dem i øjnene, sagde de. Jeg var ligeglad. Jeg stirrede bare tilbage. Så lod de mig gå.

Jeg ligner vist dig, mor.

 

11 år

 

Mor, kunne vi ikke godt vaske mit lange hår lidt oftere? Og de andre bader altså også hver dag. Måske er jeg blevet for stor til at have så langt hår. Du siger, jeg vil se sød ud, hvis det blev lidt kortere. Og jeg vil gerne have du skal synes, at jeg er sød, sådan som du plejede, mor.

 

5 dage før 12 år

 

Der er klassefest hos en af pigerne, mor. Jeg har ikke hørt sådan noget musik før. Det er i hvert fald ikke sådan noget far og dig spiller. Men det lyder godt, og de andre danser. Jeg tør ikke. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud når jeg gør det. Jeg ville gerne. Men mine ben låser. Bare jeg ikke gør noget forkert. Jeg har fået ondt i maven, på en underlig måde. Jeg må hellere blive kørt hjem.

Mor, kan du ikke lige komme ud til mig på toilettet? Der er noget rødbrunt i mine trusser.

 

12 år

 

Jeg er stadig genert i skolen, mor. Og nu er der lejrskole igen. Helt i Jylland. Og det blæser meget derovre. Jeg er nødt til at have hue på, så jeg ikke får gigt, siger du.

Den klæder mig ikke, huen. Og nu er jeg kommet med i sangen, som mine lærere lavede. Et vers om os hver. En af pigernes køjeseng stejlede og en hestepige faldt ud. Senere viste jeg hende, hvordan menstruation ser ud.

Bare jeg snart var hjemme, mor.

 

13 år

 

Mor, jeg orker ikke skolen mere, men jeg orker heller ikke at tale om det. I det hele taget orker jeg ikke at tale. Heller ikke at smile. På klassebilledet vender mine mundvige nedad, når jeg smiler. Det ligner en slags sarkastisk grimasse. Når jeg spiser, holder jeg hånden for munden, så de andre ikke kan se, om jeg spiser pænt. Jeg ved ikke hvordan jeg virker på andre. Jeg ved jeg er god til alt i skolen, og hjælper hvor jeg kan.

Og så sidder jeg ved siden af en sød dreng. Han kan få lov til at drille og pille, jeg er ligeglad. Jeg kan intet stille op mod hans charme.

Men jeg tør ikke fortælle det til dig, mor. Hvad vil du ikke tro om mig?

 

14 år

 

Mor, det gør ikke noget, du ikke taler med mig. Jeg kan godt lide at passe mig selv. Jeg har jo været vant til at skulle opføre mig pænt i voksnes selskab. Og jeg har altid siddet stille og lyttet til de ældre venner og familiemedlemmer, som vi er kommet sammen med gennem tiderne. Jeres venner og deres børn. Og jeg har det fint i mit eget selskab nu, faktisk bedre end sammen med andre. Jeg er god til at bestemme, hvad jeg vil. Og det er jo ikke sikkert, at de andre vil det samme. Men jeg forsøger at få dem til at se, hvor klogt det er, det jeg vil.

Ligesom du altid har vidst bedst, mor.

 

15 år

 

Jeg keder mig, mor. I skolen, derhjemme. Der sker ingenting, mor. Somme tider går jeg en tur. Jeg håber altid at der sker noget, at jeg kommer ud for et eller andet. Helst noget farligt i mørket.

Somme tider drømmer jeg om at en væmmelig forbryder fanger mig. Men da han ser hvor sød jeg er, så bliver han mild og kærlig og gør mig ikke noget.

Men der sker aldrig noget. Så du kan være rolig, mor.

 

16 år


Jeg er træt af skolen, træt til døden, mor. Jeg er blevet sort i sindet, og digter om selvmord. Det er også lidt moderne. Tænk bare at forsvinde i bølgerne. Somme tider går jeg ned og kigger lidt på togskinnerne og fantaserer. Så går jeg hjem igen.

Og i morgen skal jeg igen kæmpe mig forbi syvendeklassernes drenge og undvige deres spytklatter. Hvis det går godt bliver jeg i klassen hele dagen for at undgå problemer.

Lad nu være at spørge, mor.

 

17 år

 

Du fatter det ikke, mor. Jeg vil jo bare i biografen. Det er weekend for pokker. Og det er med min veninde. 'Nu skal I passe på, at I ikke bliver forlystelsessyge,' siger du. Jeg bider tænderne sammen, og smækker med døren til mit værelse. Jeg græder når du ikke ser det, mor. Måske har du lidt ret? Er jeg ved at blive løssluppen? Jeg skammer mig, mor.

 

18 år

 

Mit første job, mor. En ny og skræmmende verden. Og jeg vil stadig lege lidt. Men det kan man ikke her. Her er så alvorligt, og kedeligt. Men ham andenårseleven, han ser fræk ud, og han smiler altid – til mig. Men du må ikke vide det, mor. Jeg ved, hvad du vil sige. Det kan være farligt. Men det er begyndt at gøre ondt indeni. Hvad skal jeg stille op med alt det, der lever og vil ud?

Jeg husker hvad du siger, mor. Jeg må ikke gøre dig og far kede af det. Og jeg kender dit ansigt, når du er ked af det. Eller vred.

 

19 år

 

Jeg skal til fest, mor. Ja ja, mor. Ja, jeg passer på, mor. Nej, jeg drikker ikke for meget, mor. Jeg ved det godt, mor.

Han er der, mor. Og jeg er vild med ham. Og han er vild med mig. Han vil have mig. Og jeg kan ikke sige nej, fordi jeg er svag. Og jeg vil så gerne elskes. Og det bliver man jo, når man gør det andre vil have. Man skal bare være præcis sådan som de vil have en. Ligesom når jeg adlyder dig, mor.

Men jeg kan ikke, mor. Alt låser i mig. Måske er det din vrede, jeg ser for mig, mor.

Og han opgiver mig. Smider mig uden for døren. Jeg kan vist ikke gøre noget rigtigt. Han elsker mig ikke, fordi jeg ikke kan give ham det han vil have. Og om lidt elsker du mig ikke, mor, fordi jeg forsøgte på det. Hvor går jeg hen, mor?

Og jeg hører 'It's a sin' med Pet Shop Boys.

 

19 1/2 år

 

Jeg er fri, mor. Jeg skal rejse. Til sydens sol. Jeg er renset. Mit liv er godt. Jeg glæder mig. Jeg er stærk igen. Vi ses, mor.

Jeg har en gave med hjem til dig, mor. Specielt udvalgt til dig. Jeg har også gaver til de andre. Mor, den gave er ikke til dig, den har jeg udvalgt til en anden. Kan du ikke lide den, du allerede har fået? Hold nu op, mor. Jeg ved godt, at du også godt kan lide små ting. Nej, hun vil sikkert ikke savne den. Græd nu ikke, mor. Så tag den da, mor.

 

20 år

 

Mor, jeg vil så gerne vise jer alt dernede sydpå. I vil elske det. Tag med. Vær ikke så bange. Det bliver godt.

Hold nu op, mor. Nej, det ved jeg heller ikke, mor. Kan vi ikke godt bare komme af sted nu, mor? Ja, så spørger vi om et andet værelse, mor. Jeg gider ikke oversætte det hele, mor. Kan vi ikke bare slappe af, mor? Kan vi ikke bare betale 1/3 hver? Ja, jeg ved godt jeg tjener penge selv, mor. Ok, mor, så skylder jeg dig 15,85 kr. Kan det vente til vi kommer hjem?

 

25 år

 

Det er sommer, mor. Jeg ligger i baghaven. Det er varmt. Der sker ikke så meget. Jeg vil gerne bo et andet sted. Men jeg kan ikke få mig selv til at flytte. Du siger jeg ikke kan.

Der er så meget jeg ikke kan. Jeg kan ikke skifte job. Men ved, hvad man har, men ikke hvad man får. Jeg kan ikke skifte bolig. Der var så meget i vejen med den, vi var ude at se på sammen, og jeg bor jo billigt hos jer. Så kan jeg jo også bedre rejse. Og jeg har jer lige i nærheden, når jeg ikke kan sove alene.

Du har nok ret, mor. Og så er der jo katten. Den kan jeg jo heller ikke rejse fra.

 

31 år

 

Jeg er forelsket. Mor, du ved ikke noget, og kommer heller ikke til at vide det. Når jeg gifter mig med ham, skriver jeg et brev til jer. Jeg ved det vil ryste jer. Men jeg kan ikke andet. Jeg må væk. Jeg må være mig selv. Og han elsker mig. Og han korrigerer mig også, ligesom du så ofte gør, når jeg er lidt på vildspor. Men jeg gør som han siger. Han er jo trods alt en erfaren mand, og hvad gør de 21 års forskel. Så du skal se, det skal nok gå alt sammen.

Du vil kunne lide ham, mor. Han er god til at lave mad.

 

35 år

 

Jeg ved ikke, hvad der er galt, mor. Jeg er så vred. Men jeg bruger vreden konstruktivt. Jeg taber 28 kg på vreden.

Og nu elsker folk mig igen. Nu hvor jeg er slankere. Selv du, mor. Og jeg elsker mig selv igen. Og snart holder jeg op med at elske min mand, og elsker en anden.



36 år

 

Hvad er det jeg gør, mor. Jeg har lige sagt til jer, at han er helt uskadelig, ham min nye kollega, og så må jeg se ham igen og igen.

Når jeg ser min mand, dør jeg lidt indeni. Han har hånet mig så længe, for alle mine fejl. Slagtet min selvtillid, svinet mig til offentligt, fået mig til at bryde sammen inden vi skal besøge familien. Og alligevel går mit hjerte itu, nu hvor jeg forlader ham.

Jeg ser ham falde fra hinanden og gå i opløsning foran mine øjne. Og jeg går. Til en anden. Men jeg tilgiver aldrig mig selv.

Er du der mon stadig, mor?

 

40 år

 

Så er det sommer igen, mor. Og det er dejligt at se jer, i mit barndomshjem, i haven. Få sol på maven.

Men jeg kan se dit blik, mor. Og der går ikke længe, før du kommer og vil dække mig til. 'Der kan jo komme nogen,' siger du.

Hvorfor, mor? Kan du ikke bare elske mig som jeg er?

 

41 år

 

'Vi har set din dobbeltgænger i avisen,' siger du mor. Og du viser mig et billede af en fed kvinde, med dobbelthager, uformelig, og dobbelt så stor som jeg. Og jeg bliver vred og skælder ud. Og så skælder far mig ud, for at skælde dig ud, mor.

Jeg tager hjem nu, mor.

 

42 år

 

Hvorfor skal du vise mig det, hver gang jeg besøger dig, mor? Hver gang lægger du en artikel til mig, om en som har tabt 40-50 kg. Hver gang en ny succeshistorie. Hver gang.

Og nu spørger du om jeg ikke snart skal klippes korthåret, for jeg ser så sød ud med kort hår. Mor!

 

43 år

 

Du spørger, hvornår vi kan rejse igen. Med far og dig. Men det er svært, mor. Det går så langsomt med jer, mor. 'Vi har gjort så meget for dig, så kan du også godt gøre det for os,' siger du. Jeg vidste ikke at kærlighed var en byttehandel. Er det sådan det er, mor?

 

44 år

 

Du ringer hele tiden, mor. Og jeg gider ikke tage telefonen. Jeg gider ikke tale, jeg er fyldt op. Jeg har meget at slås med, mor. Men jeg orker ikke at fortælle dig om det. Og jeg orker ikke alle dine spørgsmål. Jeg vil bare have fred.

Og det hjælper ikke at ringe 8 gange samme dag og fortælle min telefonsvarer, at jeg skal ringe når jeg har lyst. Det er jo derfor jeg ikke har ringet. Og din stemme bliver svagere og mere lidende for hver besked.

 

45 år

 

Jeg er i krise, mor. Jeg skal skilles og der er sket så meget, som du aldrig får at vide. Jeg er ved at gå i opløsning, mor.

Først kan jeg ikke opsøge jer. Jeg magter kun at arbejde og sove. Men jeg tager mod til mig og opsøger jer en dag. Jeg fortæller dig, hvor langt ude jeg er. Og du lytter, mor. Og jeg tænker at der er håb.

Men så taler du, mor. 'Måske skal I have noget antidepressiv medicin for at dæmpe gemytterne lidt', siger du. 'Du var også så opfarende sidst vi var på ferie,' fortsætter du. Og jeg bliver vred og harm over at du sygeliggør os. 'Jeg skal skilles!' siger jeg magtesløs. 'Så kommer vi heller ikke ud at rejse, og far havde glædet sig sådan,' vrisser du. 'Nogen gange kan man godt ofre sig for andre, og far og jeg har gjort så meget for jer,' pointerer du.

Hvad er du for et menneske, mor?

 

45 1/2 år

 

Du er blevet gammel, mor. Du er så træt. Der er så meget, jeg burde gøre for dig. Men jeg kan ikke, mor. Jeg vil så gerne række ud og tage din hånd, men jeg blokerer indeni. Hver gang jeg rækker ud, så formaner du mig. Fortæller mig hvad jeg skal, hvad jeg ikke skal, hvad jeg kan og ikke kan, og hvad jeg bør og ikke bør. Mor, jeg elsker dig. Men elsker du mon mig? Eller er jeg stadig den dukke du ønskede dig så brændende, men som blev besværlig, da hun voksede op og gjorde alt det, hun ikke skulle? Som blev deform. Som skulle afrettes, tilrettes, og tildækkes i skam. Hvornår ser du mig, mor? Ser mig som den jeg er. Fejlslagen i forhold til dine idealer, men dog menneskelig. Det menneske, som elsker dig, men ikke kan leve op til dine normer. Hvornår må jeg holde op med at skamme mig, mor?

Hvornår kan du blot elske mig, uden at få den rynke i panden?

Hvornår kan vi nærme os hinanden, før det er for sent?

 

Jeg er så bange for at du skal dø, mor.

 

Nya

Nya sukkede. Hvad var det hun havde indladt sig på? Havde hun ikke lært af sine erfaringer?

Hun lukkede øjnene og smilede ved sig selv. Hun var nøgen. Lå på sengen på hotelværelset. Hun havde reserveret det dagen før, præcis som de havde aftalt: et dobbeltværelse med morgenmad fra kl. 15 fredag til kl. 11 om lørdagen.
Det var et billigt men godt hotel, og der var en god udsigt fra 10'ende etage. Hun kunne sagtens gå nøgen rundt uden at trække gardinerne for, der var alligevel ingen der kunne se hende - medmindre nogen ligefrem lurede med en meget stærk kikkert et sted i København.
Tanken var hende ikke helt imod. Hun var ikke bange for at blive set. Det var sket før, når hun lå nøgen på stranden i Hornbæk.
Det var ellers ikke noget, hun plejede at gøre, men en dag havde hun været der med to af hendes nærmeste mandlige venner. Solen varmede så dejligt i den ugenerte gryde, de havde fundet, og hun havde helt naturligt taget alt tøjet af og lagt sig ned i solen for at nyde det. Hendes venner havde ikke protesteret.
Ikke før en mand, som vandrede på toppen af klitterne, var blevet stående lidt for længe efter deres mening. De havde fulgt ham med øjnene, og da han blev stående for at iagttage hende, skred de ind ved at råbe efter ham. Det havde moret hende, at de sådan ville beskytte hende mod fremmede blikke. Men det var også dejligt at vide, at de var der for hende. Man vidste jo aldrig hvad der kunne ske.
Hun havde nydt friheden ved at ligge nøgen og vennernes kluntede forsøg på at lade som ingenting. Sært som det var nødvendigt for dem at bade flere gange, uden hende. Og sært som det var nødvendigt at smide sand og strå hen på hende, som hun måtte børste af eller få hjælp til at fjerne.
Siden havde hun ligget der ofte, helt nøgen.

Nu lå hun så her på sengen. Udstrakt på ryggen, med armene over hovedet. Og ventede. Ventede på en mand hun ikke kendte. I hvert fald ikke én hun havde mødt før. Men hun havde skrevet med ham. De havde ved et tilfælde meldt sig til samme kursus på nettet, og lige så tilfældigt kommenteret hinandens arbejde.
Hun vidste stadig ikke helt hvorfor, men de var kommet tæt på hinanden fra første mail. Det var, som om han læste hendes tanker, før hun selv kendte dem. Som om han forstod hende, før hun selv gjorde. Og hun var kommet til at føle en sammenhørighed med ham. Han var så anderledes fra alt, hun ellers kendte til. Han fik hende til at føle sig tryg. Og værdifuld.
Hun havde været ærlig overfor ham med alt. Det eneste, hun havde holdt tilbage fra ham, var hendes rigtige navn. Hun var forsigtig over for fremmede, når det gjaldt nettet, og hun ønskede ikke, at hendes familie kunne følge med i alt, hvad hun foretog sig. De ville aldrig have accepteret, at hun lå nøgen på stranden, eller skrev med en fremmed på nettet. Hun orkede ikke at forsvare sig - så var det bedre, at de levede i uvidenhed.
Hendes ven fra nettet havde respekteret hendes valg, og hun var ham taknemmelig for det. Han lod hende altid kun fortælle det, hun selv ville.
Da hun var klar, fortalte hun ham endelig sit navn: Nya.

Hun lod hænderne glide langsomt gennem det mørke skulderlange hår. Han vidste ikke engang, hvordan hun så ud. At hun ikke var så høj, at hendes øjne var blå-grønne og at hendes krop var frodig og erotisk. Hun lod den ene hånd vandre fra skulderen ned over brystet og maven og ned til sit skød. Hun følte sig opstemt ved tanken om, at han skulle komme. Hun rødmede. Selv uden hans tilstedeværelse påvirkede han hende. Hun smilede ved tanken om ... Så flyttede hun hånden, rullede sig om på maven og gemte hovedet i puden. Nej, hun ville vente på ham.
Han havde først ikke villet møde hende. Han var bange for sig selv, havde han sagt. Men hun havde ikke været bange, og hun havde forsikret ham, at det ikke ville være farligt. Og efter mange overvejelser havde han givet efter for hendes ønske.
Da først beslutningen var taget, var der ingen vej tilbage. De måtte mødes. De måtte se hinanden, røre hinanden og vide om alt det, de havde skrevet til hinanden, var sandt. Længslen var blevet som en brændende, fortærende ild indeni, og de kunne ikke vente længere.

Pludselig blev hun usikker. Hvordan mon han ville reagere? Ville han kunne lide det han så? Ville han synes om, at hun var nøgen, når han trådte ind ad døren? Eller ville det være for grænseoverskridende for ham? Hun trak vejret dybt. Hun ville ikke skræmme ham, men han havde trods alt sagt ja til at overnatte. Havde han troet, at hun ville sove alene med alt tøjet på? Var han alligevel bare kommet for at tale? Hvad nu hvis han gik med det samme?
Nej, hun var sikker på at have bedømt ham rigtigt. Han ville hende, det var hun sikker på. Han ville blive forlegen, men kun kortvarigt. Så ville han falde til ro.

Der var en time til han skulle komme. Han ville skrive sig ind i receptionen, få udleveret sit kort og køre op med elevatoren. Og han ville finde værelse 106 og selv lukke sig ind. Hun rejste sig langsomt fra sengen og gik ud i badet. Tændte for bruseren. Hun ville være så dejlig som mulig for ham. Vandet strømmede ned over hendes hår og krop, og hun blev stående lidt og nød det varme vand. Så gjorde hun sig færdig og svøbte sig i håndklædet. Langsomt fik hun tørret hår og lagt makeup. Hun blev stående lidt og studerede sig selv i spejlet. Jo, hun var klar.

Hun kom i tanker om en gang, hun havde haft en del blind dates. Da hun var tæt på 20 år. Hun rystede på hovedet ved tanken. Det var de underligste typer, hun havde mødt. Hun gøs.
Usikkerheden kom pludselig op i hende igen. Hvad med dette møde? Det var en fremmed mand. Hvordan kunne hun være sikker på, at han ikke ville hende noget ondt? Havde han løjet om sig selv for at komme ind på livet af hende? Ville hun overhovedet synes om ham? Måske ville hun selv gå? Og nu var klokken næsten 18. Han ville komme om et øjeblik. Hun ville ikke en gang kunne flygte.
Hun trak vejret hurtigere, og hendes hjerte begyndte at hamre hårdt i hendes bryst. Så hørte hun kortet blive sat i døren. Det gav et sæt i hende, og hun skyndte sig hen til vinduet og vendte ryggen til døren. Hun holdt vejret. Hun turde ikke se derhen.

Døren gik op, og hun kunne høre ham komme ind. Hun trak vejret hurtigere, men hun turde ikke andet end fortsat stirre på verden uden for vinduerne. Var det et lille gisp hun hørte? Hun hørte døren blive lukket. Hun kunne mærke, at han kom nærmere, til han til sidst stod bag ved hende. Hun dirrede. 'Nya', sagde han blot. Så mærkede hun hans varme hænder på sine arme. Han tog rundt om hende og trak hende blidt ind til sit bryst, mens hun stadig havde ryggen til ham. 'Ja', hviskede hun. Han blev ved med at holde om hende med den ene arm, mens han med sin venstre hånd strøg hende forsigtigt over håret. Han mærkede hun rystede let. 'Vil du slet ikke se på mig?' sagde han. Hans stemme lød så behagelig: 'Kom.' Han løsnede grebet om hende, og hun adlød ham og vendte sig langsomt med bøjet hoved stadig uden at se på ham. Han tog let under hendes hage, og hun lod ham løfte sit ansigt mod hans. Hendes øjne fulgte langsomt med. Så ind i hans øjne. Hans blik var fast, men alligevel kærligt og nænsomt. I det øjeblik så hun, hvem han virkelig var, og hun vidste i sit hjerte at hun havde satset rigtigt. Måske for første gang? Så græd hun.

Den nat blev han hos hende.

Han kom ikke hjem til tiden ...

Hun ser på klokken. Nu er den snart 14:30. Et let smil breder sig på hendes røde læber. Tanker om at høre hans stemme i røret og vide at han snart kommer hjem, danser i hendes bevidsthed.
'Skat, tak fordi du lovede at komme hjem,' siger hun højt, selv om ingen lytter. Hun retter på strømpesømmen og fjerner et usynligt fnug fra den stramme sorte kjole. Læser sms'en fra ham igen: 'Skat, jeg elsker dig. Selvfølgelig kommer jeg hjem, når jeg har lovet det. Din.'
Så ringer hun. På slaget.
'Jeg er ikke helt færdig, vi sidder lige et par stykker ... En halv time, så er jeg der.'
'Men skat, du var ude med Hanne i går, og du lovede ...'
'Jeg ved det godt. Vi ses, skat.'
Det summer i røret.
Smilet glider langsomt af hendes ansigt. Uro breder sig i kroppen i samme takt. Det stikker let i hendes hjerte. Lyden af uret på væggen når hendes øre og forstærkes. Tik. Tak. TIK. TAK. Hun ryster på hovedet for at blive lyden kvit. Hun bider tænderne sammen, og tager sig til tindingen.
'Nu er han vel ikke ...?' En isnende kulde kryber ned ad hendes ryg. Hun tør ikke tænke tanken færdig. Men et sted i hendes bevidsthed har den fuldførte sætning allerede sat sig, og givet hende den første lille dosis af den velkendte gift. Tvivl. Og samtidig med denne gift, sniger frygten sig ind ad bagdøren og tager plads på første række, så den ikke er til at undgå øjenkontakt med. Langsomt lammes hun.
Ude af stand til at røre sig sidder hun på stolen med telefonen foran sig. Stirrer på den som om det skulle hjælpe den til at ringe. Tankerne er til gengæld ikke lammede. Med lynets hast bevæger de sig rundt som i en Flipper-maskine. Tilfældige kombinationer får klokkerne til at ringe. Kime. I hendes hoved.
'Neeeeeeeeeeeej!' nærmest skriger hun, mens hun ser sin elskede kysse en ukendt kvinde. Og hun ryster og virrer med hovedet. 'Det skal gå væk, nu! Det må ikke være sandt!'
Hun kigger på klokken. 15:00 er den. Ringer ...
'Ja, jeg er lige ved at være færdig. Men jeg kan ikke høre. Det larmer.'
'Men skat, fortæl mig lige ...'
'Hvad? Jeg kan ikke høre. Jeg kommer snart ...'
Summen igen.
Hun stirrer tomt frem for sig et øjeblik. Så bliver øjnene mørke. Og smalle. Øjeblikket efter er telefonen kylet tværs gennem lokalet. Rammer væggen. Skilles i cover, batteri og teknik. Hun er optændt af raseri. Er sprunget op fra stolen med hver en muskel spændt i hendes kurvede krop.
'Den skiderik! Hvad fanden bilder han sig ind?'
Hun skal til at råbe den næste sætning, men når det ikke. Al kraften forlader hendes krop, siver stille ud af hende, som sukker fra en pose med hul. Og hun glider ned til knælende stilling. Så gennemrystes hendes krop af en hjerteskærende gråd.
'Skat, hvorfor gør du det her? Hvor kan du? Hvad har jeg gjort for at fortjene det her? Jeg elsker dig jo.'
Ordene kommer stødvist og hikstende gennem tårerne. Tårerne som strømmer fra en uudtømmelig kilde. Hun snapper efter vejret.
'Elskede, ved du ikke hvad det gør ved mig det her? Hvordan kan du rive mit hjerte sådan ud og trampe på det? Se på mig. Se...'
Hendes kinder er vædet af tårerne og den sorte mascara. Det tvinger hende på benene, hen efter køkkenrulle, og der er næsten ikke mere tilbage. Hun pudser og pudser, og forsøger at rette den ellers så perfekte makeup. Samler stumperne af telefonen op og får dem sat sammen igen.
'Nu er det hele ødelagt. Jeg ville jo bare ...' Tanken får gråden til at vende tilbage. Og hun må tørre igen. Pudse igen.
Billeder af en kvinde dukker op på nethinden. Hun lægger armene om halsen på hendes elskede. Ler og smiler. Kysser ham med tungen. Hendes elskede nyder kysset, kæler for kvindes bryster og ler tilbage ...
Blodet stiger op til hendes ansigt, og hun knytter hænderne så knoerne bliver hvide.
'Det slipper du ikke godt fra!' råber hun og hamrer de knyttede hænder i gulvet. Hun hamrer, og hamrer. Det gør ondt, men hun ænser det ikke. Med ét stopper hun. Hun kniber øjnene sammen og der er en krusning ved hendes mund.
'Hvis det er sådan du vil have det ... Det skal du få betalt.'
Hun rejser sig, nærmest marcherer hen til hans skab. Febrilsk bladrer hun mellem hans bøger. Dér! Dér er hans elskede signerede bog. Hun tøver et øjeblik. Det må jo ikke opdages at hun har ... Så flår hun den til sig. Står et øjeblik med den. Så smiler hun stille.
'Den kan jo blot forsvinde. Og han er sådan et rodehoved.'
Med hastige skridt går hun hen til pejsen. Kyler den ind midt i brændebunken. Hun ser den forsvinde i flammerne. For hvert blad der krølles og farves sort for derefter at gløde og blive til intet, bliver hendes sjæl roligere. Hun sukker. Hun ser på sine hænder. De ryster ikke mere.
Nu er den 15:30. Hun ringer. Men der er intet svar.
'Lige som det plejer at være. Den lort.'
Hendes rynke mellem øjenbrynene er stærkt markeret. Øjnene lyner.
'Bare vent. Når du kommer hjem er jeg her ikke. Hvorfor skulle jeg? Jeg hader dig! Jeg hader dig! Hvis du har gjort noget med en anden kvinde, så slår jeg dig kraftedeme ihjel!'
Hastigt går hun ud i køkkenet, flår en skuffe op. Dér ligger slagterkniven. Musklerne spændes i hendes hænder og i hendes arme. Hun griber kniven og hamrer den ned i spækkebrættet. Igen. Igen. Og igen. Hun gisper efter vejret mens hun hamrer.
'Du skal bare dø! Dø! Dø! Din ...'
Hun stivner midt i sætningen. Øjnene er sørgmodige. Tårerne vender tilbage. Og med dem bevidstheden om, at hun aldrig, aldrig ville kunne udføre nogen som helst ugerning mod sin elskede.
Så hulker hun.
'Jeg vil jo bare have dig hjem, som du har lovet. Åh min elskede, hvorfor gør du det her? Har jeg virkelig fortjent at blive behandlet sådan? Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor kan du aldrig glæde mig? Jeg beder jo aldrig om noget, andet end at du holder dine løfter.'
Hun hiver efter vejret. Har besvær med at få luft. Kniven er gledet ud af hendes hånd og ligger på det gennemhullede spækkebræt. Hun sanser ikke at knivspidsen er gået løs. Har boret sig ind i spækkebrættet. Sidder fast dér, som smerten i hendes hjerte. Apatien breder sig efterhånden som gråden stilner af.
'Jeg elsker dig jo. Kom hjem til mig. Kom nu hjem,' hvisker hun.
Den er 19:00. Hun har ringet og sms'et, men han svarer ikke. Nu ligger hun på sengen i hans side. Puden er gennemvædet af tårer. Øjnene ser tomt på væggen. Knuden i maven vil ikke forsvinde. Den ene arm ligger ud over sengen med hånden knyttet. Hendes øjne er ved at glide i. Men hun kæmper stadig lidt imod. Et lille smil går over hendes røde mund. Så mange piller har hun aldrig spist før.
Hun kan næsten ikke stå imod længere. De smukt markerede øjne glider stille i og hun kæmper ikke længere.
'Bare sove lidt. Bare lidt fred. Ikke mærke knuden mere ...'
En stille klirren lyder. Hendes hånd er gledet op og vielsesringen er faldet på gulvet.

20:00. Døren går op. Han træder ind i lejlighedens entre. Hænger jakken på plads.
'Skat, jeg er hjemme! Undskyld det blev så sent, men den kjole du har ønsket dig så længe - den var søreme svær at få fat på! Jeg ville ikke sige noget da du ringede. Skat?'

Mødet

Rødmende og med rystende hænder, tager jeg mit hjerte ud og lægger det foran dig. Hvordan vil du reagere? Bliver du glad? Vemodig? Rystet? Hvad kommer du til at tænke om mig? Synes du jeg er mærkelig? For meget? Påtrængende? Kan du ikke forstå, at jeg er kommet så langt? For det er du ikke?
Jeg bliver genert og slår blikket ned. Hvorfor har jeg denne trang til at blotlægge mit hjerte for dig? Hvordan tør jeg? Hvordan tør jeg allerede nu stole på, at det er i orden at sige disse ting? Stole på at du måske et eller andet sted bliver glad for det?
"Se! Her er det! Mit hjerte med alle dets folder og kringelkroge. Med al dets blod, al dets liv, al dets sårbarhed og længsler. Al dets kærlighed og venskab. Al dets empati og omsorgsfuldhed. Tag det! Hold det bare lidt i dine hænder. Mærk dets varme. Hold det blidt, pas på det. Det har været så meget igennem. Pas på sårene og arrene. Tag det ind til dig, læg det mod dit bryst, dér hvor dig eget hjerte er. Mærk hvor roligt det bliver, hos dig. Som om det allerede bor dér. Som om det kender alting i forvejen og ved hvor vejen er. Behold det lidt endnu. Det har det godt hos dig. Det har ikke brug for mere, det lægger sig til rette hos dig. Lad det hvile, lad det blive boende. Hold det for mig. Jeg giver det til dig".
Jeg vover at se op på dine øjne. Du betragter mig. Jeg kan se, de er varme, men jeg kan ikke se, hvilken vej de vil. Vover du at tage det, jeg giver dig? Vover du at holde mit hjerte? Eller er du for bange? Er du for rationel? Har du allerede besluttet, at du ikke vil tænke tanken? At det er for vanskeligt? At det bringer uorden i dit liv, usikkerhed, bekymringer og faren for at miste.
Jeg tør ikke fastholde dit blik. Jeg er bange for at se svaret i dine øjne. Så bange for at du ikke vil, ikke tør, ikke har lyst. Meget mere bange for dét, end for alt andet som kan ske.
Hvorfor er dine øjne så varme? Hvorfor sætter du dig hos mig? Hvorfor vil du trøste mig, tage min hånd, lægge armen om mig?
Jeg flytter mit blik mod verden udenfor. Engang var du lykkelig, engang smilede du mere. Du var tryg, du vidste, hvad du havde, og det skulle vare ved. Men det varede ikke ved. Du mistede alt på én dag. Dén dag, du ikke glemmer. Den dag, det hele brast og dit hjerte gik i stykker. Den dag lyset i dine øjne gik ud. Dén dag, du aldrig vil opleve igen. Den situation, du aldrig mere vil tillade opstår igen.
Du har skabt dig en verden, du kan tåle, en verden, du kan føle dig tryg ved. En verden med børns kærlighed, den eneste kærlighed som aldrig svigter. En kærlighed du kan føle dig tryg ved. Og nogen du kan være der for, nogen som altid vil have brug for dig. Nogen som kan tåle dit humør, som accepterer alt ved dig, som du ikke behøver ændre dig for.
Dér er du nu.
Jeg smiler stille. Jeg har tænkt tanken. Hvad skulle jeg ændre ved dig? Hvad generer mig ved dit væsen? Der må være noget? Men jeg har ikke fundet det endnu. Jeg har forgæves forsøgt at finde bare en smule, som kunne irritere mig. Men alt jeg kan komme på er, at jeg forstår dig. Alt der kommer til mig af tanker er om, hvad jeg selv kunne gøre. For når du ikke tør tro mine ord til dig, så tænker jeg kun på, hvordan jeg kan få dig til at stole på mig. Jeg kunne jo ikke lyve for dig.
Jeg kommer til at fange dine øjne igen. De er blevet alvorlige. Du tænker over alle mine ord og tvivler måske igen.
Jeg kan mærke, hvor svært det er for mig, at håndtere denne usikkerhed. Hvordan skal jeg forklare dig det? Hvordan skal jeg få dig til at forstå, at da du smilede til mig rigtigt for første gang, så oplevede jeg noget, jeg aldrig troede jeg skulle nå.
Jeg flytter mit blik indad, ind mod min ungdom, ind mod gamle drømme. Tilbage mod gamle længsler. Til drømme om en mand med et følsomt men alvorligt sind, med brændende øjne, fuld af omsorg, tæt ved naturen, med et rummeligt hjerte, og en indre ild. Til drømme om øjne, som lyser af kærlighed, varme og lyst. Drømme om at betyde noget for nogen, om at være der, og at se i den andens øjne, at det er værdsat. Drømme om en mand, der kan se, når han skal komme hen til mig, som kommer med en trøstende arm, for at holde om mig. Drømme om en retfærdig mand, som har sine meninger, med et iltert temperament, som aldrig vil gå ud over mig. Drømme om at falde til ro i hans arme, uden så mange ord, bare hans øjne, der ser i mine.
Jeg vækkes af mine tanker. Du har taget min hånd, du ser tænksomt men smilende på den. Jeg kan se dine øjne brænder.
Forstår du det nu? Forstår du, hvad du har gjort på den sparsomme tid, vi har haft sammen? At du har sat liv i mine gamle længsler, og at du har opfyldt dem alle? At jeg er helt forvirret, fordi jeg ikke forventede, at dette ville ske. Jeg troede, jeg var sikker. Jeg troede, at der ikke var mere til mig. Jeg troede, jeg havde et liv, så godt som det kunne blive. Jeg troede, jeg var faldet til ro.
Men en dag så jeg dit hjerte, selv om det er bag lås og slå. Selv om du gemmer det bort og pakker det i vat. Jeg så det alligevel, og jeg ser det mere og mere for hver gang. Og jeg er ikke bange for det jeg ser. Jeg er kommet til at holde af det. Lige så stille. Lige så forsigtigt.
Jeg fletter mine fingre ind i dine, og klemmer din hånd forsigtigt. Jeg har ikke lyst til at slippe dig. Jeg har lige fundet dig. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men jeg ved, at jeg ikke frivilligt slipper dig igen.
Jeg véd, jeg forvirrer dig. Jeg véd, jeg ikke gør det let for dig. Jeg véd, du har et ansvar overfor dine børn, og jeg véd du ikke vil udsætte dem for uro af nogen art. Det vil jeg jo heller ikke, hvordan skulle jeg kunne være sådan? Jeg ved du kan klare dig selv, det har du altid gjort. Jeg ved også, at jeg kan være til stor hjælp, hvis jeg får lov.
Jeg ved, at du aldrig kan opføre dig usympatisk eller svigte en ven. Og selv om jeg engang svigtede én, ved jeg, at jeg ikke ønsker det skal ske igen. Så nemt at være enige om dette. Men jeg føler for dig, og jeg holder endnu mere af dig for netop dette fine træk. Hvordan skulle jeg kunne holde op med at holde af dig?
Du er rykket nærmere. Din hånd søger op mod mit bryst, og du betragter mig alvorligt. Jeg lukker mine øjne. Hvordan ved du det? At du tænder mig med dine dejlige hænder. Du lægger dit hoved ind til mit bryst, mens du klemmer forsigtigt. Hvordan kan du gøre alting så rigtigt? Hvorfor føler jeg så meget mere, ved dét du gør? Jeg tror det er din forsigtighed, din omsorg, der skinner igennem. Den jeg har manglet så længe. Den jeg troede, jeg kunne leve uden. Nu ved jeg hverken ud eller ind.
Det er blevet tid til at gå. Realiteterne strømmer ind over os, så voldsomt at vi ikke kan stå. Jeg slynges omkuld, og du flyder med strømmen tilbage til hvor du var. Jeg er omtumlet og forvirret over den voldsomme kraft i bølgen, den har slået mig ud af kurs, og jeg er i vildrede med, hvad der er op og ned. Jeg famler efter dig febrilsk, prøver at gribe din hånd, men du er uden for rækkevidde. Du har nået det tørre land, hvor du kom fra. Du ser på mig uden at være i stand til at hjælpe. Bølgen er for stærk, den holder mig væk fra dig, og du tør ikke gå ud i den. Du kender dens kræfter, og du ved, at du skal overleve uden mig. Og jeg er ved at drukne i bølgen. Jeg kvæles næsten af den, indtil jeg igen bliver skyllet langt væk fra dig, til et andet sted.
Dér sidder jeg, fortabt, prøver at komme til mig selv, prøver om jeg kan gå igen. Mit smil blev skyllet væk et sted under vejs. Og jeg ryster af kulde og savn. Pludselig er jeg lille igen. Dit navn lyder som et ekko i mit hoved. Og min hud brænder ved tanken. Hvor skal jeg gå hen? Jeg prøver at samle mine tanker, prøver at stykke dine ord sammen til sætninger, prøver at huske, hvad du sagde. Prøver at huske, hvad du mente. Hvordan var det nu? Var du der overhovedet? Var det bare en drøm?
En god ven ved min side, ser min ulykke. Prøver at reparere mig, gør hvad han kan. Og mere end han kan. Men jeg kan ikke mærke mig selv mere. Jeg kan ikke mærke, det jeg burde. Min ven holder meget af mig, det ved jeg, og jeg ved jeg holder af ham. Jeg pines ved at se ham, for han ved det godt. Han ved hvad der sker, han har vidst det hele tiden, han kender mig jo.
Alene om natten. Sover ikke. Prøver heller ikke. Jeg græder stille. For min ven, for dig og for mig. Græder for dét, der er sket i mit liv. For omstændigheder som ikke er ideelle. For det onde jeg har forvoldt. For det onde du har oplevet og som har præget dig. For uretfærdighed. For de skuffelser jeg er skyld i. Jeg har svært ved at bære det. Og jeg kan ikke lade det ligge. Det optager mig. Det fylder mig, noget med glæde, andet med rædsel. Og jeg sørger, som om jeg har mistet en kær ven.