Tanker om lidt af hvert ...

14-02-2012

Det er tid til at vælge. Jeg kan mærke det i hele min krop. Alt sitrer. Det går ikke.

 

Der er to ting jeg vil. Skrive og træne. Og jeg forsøger ihærdigt at bruge tid på dele. Det er jo så vigtigt for mig. Jeg har en indre drivkraft, som tvinger mig til at få noget skrevet ned. Ordene presser sig hele tiden på. De må ud. Men så sidder jeg der ved min skærm – igen. Uden kontakt med min elskede mand. Han sidder i sofaen og ser tv. Men i virkeligheden ønsker han, at jeg slukker for computeren, så vi kan gå tidligt i seng. Han savner nærhed. Fortæller han mig en nat. Og jeg lytter. Jeg vidste det ikke.

 

Så har vi dilemaet igen. For hvornår skal jeg skrive? Hvordan skal jeg nogen sinde få skrevet noget som helst der giver mening, hvis ikke jeg åbner den computer og sætter mig ned for at tænke ord? Hvordan skal jeg undgå at blive skør, hvis jeg ikke må overføre mit tankemylder til min computer, så mit hoved tømmes? Og ikke mindst, hvordan kan jeg være det min elskede behøver?

 

Heldigvis nyder han at vi træner sammen. Også dette trænger sig på. Hele min krop skriger på at komme ud for at blive brugt. Og mit sind skriger på at træne en time om dagen, fordi jeg ved det skal til for at reducere min vægt, så jeg en dag kan løbe igen. Det er syv timer om ugen, og helst lidt til. Og det betyder alt for mig at nå det mål jeg har sat. Jeg savner at være rask og rørig. Jeg savner usigeligt at kunne bevæge mig på normal vis, som andre normalvægtige mennesker. Og jeg kan ikke længere leve med mig selv i denne krop.

 

Døgnet er begrænset til 24 timer. Der skal arbejdes og soves. Transporteres. Spises. Trænes. Og skrives ord. Jeg må vælge. Prioritere. Og mit sind siger mig, at jeg er nødt til at tage træningen først. For at undlade den gør mig trist og giver dårlig samvittighed. Jeg må nå mit mål. Derefter må jeg tømme mit hoved for ord. Og ikke mindst give min elskede den nærhed, som vi begge behøver.

 

Valget er truffet.